onsdag den 12. august 2015

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde


Som flere af jer nok læste i indlægget fra igår, så fylder jeg snart 25 år og selvom det ikke er noget, jeg har tænkt sådan videre over, så er det absolut noget, der er begyndt at fylde mere og mere i mit hoved. Jeg har jo som bekendt en kæreste, som jeg har været sammen med i mange år og vi bor sammen i en lejlighed i Aalborg, hvor jeg netop også lige har færdiggjort mit bachelor og i næste uge påbegynder min kandidat. Dvs. at jeg er færdig med mit uddannelsesforløb om 2 år og så regner vi også med at ville flytte fra Aalborg, selvom det er en rigtig skøn by, for måske at finde os et hus nær det sted, jeg (forhåbentligt) får arbejde. Det er ikke noget, vi har snakket det store om og vi har heller ikke besluttet, hvor vi sådan godt kunne tænke os at bo eller noget - det skal bare være let og lige til i fht. vores arbejde, har vi talt om. Og det er altså ikke fordi, vi ikke taler om dybere emner, kæresten og jeg, det gør vi skam. Men det har bare aldrig været et 'issue' for os.

Lige pludselig synes jeg også bare, at alle får børn, bliver gift, køber hus, får en hundehvalp, køber nye biler, tager på idylliske romantiske kæresterejser med hvidvin og solnedgang.. og så sidder kæresten og jeg hjemme en lørdag aften og spiller Nintendo, mens vi deler en bøtte Oreo-is. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde! Men skal jeg være helt ærlig, så har vi det godt! Vi elsker hinanden grænseløst og jeg kunne sagtens forestille mig alle de ting sammen med ham. Jeg kan sagtens se den fremtid for os. Men bare ikke lige nu. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet meget baby-skruk og det kribler i mig, hver gang jeg så meget som bare ser en facebook-opdatering med et billede af en baby, men det vil bare være bedre at vente et par år. Det samme hvad angår bryllup og hus. Selvfølgelig vil jeg rigtig gerne have de ting, men jeg vil også bare gerne være realistisk; og det er bedre at vente nogle år, til jeg er færdig med uddannelsen osv.

Men selvom jeg har gjort mig disse overvejelser og ved, hvad der er bedst og klogest at gøre, så ville det også være en løgn at sige, at jeg ikke falder i et hul nu og da. Jeg kan ikke lade være med sommetider også at tænke: "Burde jeg så også?", "Jeg vil ikke være en gammel mor - så bør vi begynde nu?", "Er der noget galt med mig, siden jeg ikke har tænkt på de ting før?", "Elsker mig kæreste mig ikke nok, siden han ikke har lyst til at få børn med mig nu?" osv. osv. Meget selvdesktruktive tanker, men hvorom altting er, så er jeg godt klar over, at det er helt helt normalt, når man står i en situation som jeg. Alle mine venner er enten gifte og har børn eller for fulde til at huske, hvad de lavede i går - igen, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde! ;)

Når det så er sagt, så synes jeg, der sker rigeligt i mit liv lige nu og jeg elsker det. Jeg glæder mig bestemt også til, hvad fremtiden må bringe, men den kommer, når den kommer. Lige nu er jeg glad og lykkelig præcis som tingene er. Uanset hvordan man definerer lykke, så er den individuel og ingen andre skal have lov at diktere, hvad der bør gøre en glad, hvornår man bør stifte familie eller noget som helst andet på det personlige plan. Så selvom at jeg godt ved, at det er helt normalt at have disse tanker og blive hylet lidt ud af den, når ens veninder og venner gennemgår den slags livstransformationer, mens man ikke selv er på det stadie endnu... Så er det noget, der fylder en del i mig lige for tiden og jeg må indrømme, at jeg virkelig godt kunne trænge til at få tankerne omkring det hele lagt lidt på hylden. Men jeg må vidst bare se i øjnene, at det kun kommer til at være noget, der vil fylde mere og mere i flere og flere af mine bekendtes liv og derfor være noget, jeg burde slutte fred med inden for den nærmeste fremtid. For min egen skyld.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar