torsdag den 22. oktober 2015

Pakkekalender til kæresten

Hej allesammen,

I dag har jeg ingen undervisning på Uni og har derfor god tid til at sidde hjemme og få læst en hel masse, men sådan en dag er hurtigt fløjet afsted og selvom jeg dog har fået læst en smule, så har jeg ikke nået en brøkdel af alt det, jeg egentligt skulle i dag og jeg tvivler på, at jeg når det hele, for resten af dagens timer (indtil sengetid) er allerede planlagt med træning, bad, madlavning, madpakke-smørring, pakke til i morgen, finde tøj frem osv. Jeg har et par hektiske dage foran mig med bl.a. undervisning ét sted i morgen til kl. 12 og så et helt andet sted allerede kl. 12:30 og når jeg kommer hjem fra Uni, så skal der trænes, i bad, spises og så om til nogle veninder, hvor vi skal hygge og i byen. Lørdagen starter tidligt, for så skal kæresten og jeg ud og have lavet bilen og besøge noget familie, hvor vi overnatter til søndag. Så der er nok at se til. Indimellem skulle der helst også være tid til læsning og at få set på et praktiksted, hvilket jeg desværre har tilsidesat alt for længe nu. Så.. puh, jeg bliver næsten helt stresset ved tanken om alt det. Men jeg tager det, som det kommer og når det, jeg når :) Det skal nu nok gå!

Men nu vi taler om, hvordan tiden iler afsted, så er det allerede d. 22. oktober i dag og det vil sige, at der snart kun er en måned til, at kalenderen skriver 1. december og julen står for døren. Det er altså lige om lidt! Jeg plejer at lave en pakkekalender til min mor og det vækker stor lykke hvert. I år havde jeg også overvejet at lave en til min kæreste, selvom han siger, at jeg ikke skal lave en til ham. Jeg synes nu alligevel, at han fortjener at blive rigtig forkælet og derfor har jeg gået og spekuleret i, hvad jeg skulle finde på at pakke ind i 24 små gaver og det er altså ikke nemt! Nu kan jeg også se tidsmæssigt, at det bliver svært at nå at finde 24 forskellige ting inden 1. december og derfor søgte jeg lidt rundt på nettet efter en pakkekalender til mænd - og dem findes der virkelig ikke mange af, kan jeg godt fortælle jer. Ikke medmindre at han skulle have 24 øl - men jeg synes nu godt, at det måtte være forskellige ting og da jeg faldt over de økologiske pakkekalendere hos Puregreenshop.dk var jeg slet ikke i tvivl. De har 9 forskellige pakkekalendere, hvoraf der er 3 forskellige stk. pakkekalender til kvinder (herher og her), 1 med økologiske delikatesser, 1 til den søde tand, 2 forskellige stk. pakkekalender til mænd (her og her) samt 2 forskellige stk. pakkekalender til børn (her og her). Hvoraf de alle er bæredygtige og hvor indholdsværdien overstiger prisen på pakkekalenderen. Alle pakkekalendere indeholder 24 pakker, der er pakket fint ind og har dato på. Hertil kan man også, gratis, få en lille besked på hver gave - så sød en idé. Og så er alle pakkerne samlet i en sort gaveæske, der gør det lidt nemmere at opbevare dem alle samlet.


Pakkerne ved man ikke præcist hvad indeholder, men det kan være eksempelvis være økologiske lækkerier, kaffe, te, chokolade mv., økologiske hudplejeprodukter som eks. håndcreme, creme og shampoo og måske noget til den grønne husholdning. Alle pakkerne indeholder  reelle produkter og ikke bare nogle små vareprøver, men måske en travelsize shampoo eller lign. Så man får altså noget for pengene! Jeg synes, det er en helt ideel pakkekalender til kæresten, da han ikke er typen, der selv går ud og køber hudplejeprodukter, men jeg ved, at han vil bruge det, hvis han får det og så elsker han at hygge med specielle lækkerier til en film om aftenen. Så jeg tror bestemt, at den vil gå rent ind hos ham! Og så er den jo god til alle aldersgrupper, tænker jeg. Den ville være god til både bror, kæresten, far og bedstefar :)

Jeg glæder mig allerede som et lille barn til at se, hvad han får hver dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar