fredag den 11. marts 2016

En øv-25 års fødselsdag og forberedelser

En af mine bedste veninder fylder 25 i næste måned og i den forbindelse er vi et par veninder, der har sammen har lagt hovederne i blød for at se, om ikke vi kan få arrangeret noget sjovt for hende. Jeg fejrede selv 25 års fødselsdag i efteråret og det blev desværre ikke, som jeg helt havde håbet på. Det endte med, at et par af mine bedste veninder blev uvenner og ingen af dem derfor kom – og de veninder jeg har her fra byen af kom heller ikke, fordi de tænkte, at det nok mest ville være mine veninder ”hjemmefra”, der kom. Anyhow, det blev jeg nu ret ked af. Jeg fejrede min fødselsdag dagen forinden hjemme hos mine forældre og det var en super dejlig dag med både den nærmeste familie, svigerfamilie, moster, fætre, kusiner, min kæreste og en veninde. Det var bestemt en god dag. Men på min rigtige fødselsdag, der desværre lå en mandag, blev det så bare kæresten og jeg. Vi havde bestemt også en dejlig dag. Jeg var på Uni i 8 stive timer, men om aftenen tog vi ud og spiste og hyggede os. Det var bare os to og var bestemt både dejligt og romantisk.

Men ja, det blev ikke til nogen stor fest og mine veninder var ikke med til at fejre mig. Ligesom jeg heller ikke fik kanel. Jeg blev faktisk rigtig ked af det og ret skuffet over dem og egentlig også min familie. Selvom jeg havde fejret fødselsdag med dem dagen forinden, så synes jeg godt, at de kunne være kørt ud og overrasket mig på min fødselsdag. Men så fik jeg også bare dårlig samvittighed over at tænke sådan. Selvom jeg egentligt stadig føler, at de skuffede mig, så føler jeg mig også egoistisk over at tænke sådan. Det var jo trods alt min 25 års fødselsdag – men så igen, så var det jo bare en fødselsdag. Kan i følge mig?

Nåh, men hvorom alting er, så fortryder jeg, at jeg ikke bare tog skeen i egen hånd og fik arrangeret en fest. Jeg elsker overraskelser og håber sådan, at andre vil gøre noget for mig – men bliver skuffet, når det så ikke sker. Derfor var jeg da også den første til at foreslå, at vi skulle arrangere noget for vores veninde. Jeg har bl.a. siddet og kigget på en masse fint pynt på Ebay og der er jo et kæmpe udvalg til ingen penge, men vi må lige have besluttet et ’tema’ eller noget. Så bliver det i hvertfald lidt nemmere. Derudover så har jeg fundet et sted, hvor man kan få en pølsevogn ud og det er da bare super smart! Selvom at vi ikke helt har varmegraderne endnu, så kan det måske godt være, at det er bedre i næste måned. Nu må vi lige se, om vi kan få det arrangeret med et sted, den kan holde og hvad de andre piger siger til det. Jeg synes i hvertfald, at det ville være helt genialt! Min veninde er helt tossede med ’hottere’ og nu hvor alle vi piger i venindegruppen går så meget op i sundhed, så må vi godt skeje ekstra ud engang imellem – og det her er da en god lejlighed!

Det er sjovt og anderledes – og så tror jeg virkelig, at det ville kunne overraske hende og gæsterne med. Og så slipper vi jo samtidig for at skulle stå med indkøb, madlavning, oprydning osv. under festen og kan i stedet bare hygge om fødselsdagspigen (:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar