mandag den 1. august 2016

Træning og skader

Hej Hunnies,

Sikke dagen er fløjet afsted. Det er virkelig gået stærkt og jeg synes faktisk slet ikke, at jeg har nået en brøkdel af, hvad jeg skulle, på trods af at jeg slet ikke har siddet stille. Lyder det bekendt? Det er i hvertfald ofte sådan, jeg føler det. Men jeg er nu ikke stresset. Jeg har nået det meste af det, jeg skulle og heldigvis kan resten klares i morgen. Nu er det i hvertfald tid til en omgang ansigtsmaske og fodbad. Min sårede fod er i bedring og jeg kan næsten gå normalt her til aften. Der er jo stadig en brækket tå, men jeg har lært at gå 'næsten normalt' trods den.

Så jeg tænker faktisk, at jeg vil tage et smut ned i centeret i morgen og give den et forsøg med træning. Jeg har endnu ikke haft lukkede sko på endnu. Men jeg giver lige foden lidt ekstra kærlighed her til aften og så håber jeg, at jeg kan få en sko på, uden at det bliver smertefuldt. Jeg tænker naturligvis også, at træningen imorgen skal bestå af styrketræning og jeg vil forsøge at holde mig til brug af maskinerne, så jeg kan mindske brugen af foden mest muligt. Og så vil jeg trøste mig selv med, at lidt er bedre end intet. Jeg vil ikke overbelaste foden og risikere at gøre det værre, end det i forvejen er.


Det er jo ofte et meget omdiskuteret emne det her med, hvorvidt man skal/må/kan træne, når man er syg eller skadet og det er noget, der virkelig er delte meninger om. Men personligt synes jeg, at det naturligvis kommer meget an på situationen. Som udgangspunkt så skal træningen ikke kunne forværre situationen og må ikke give smerte (det er ikke det samme som muskelømhed i min optik!). Helt overordnet set så synes jeg, at det er en privat sag. Man skal lytte efter til sig selv og sin krop; kan man holde til det, vil det gøre situationen værre eller bedre osv. Og så skal man stoppe, hvis det gør ondt!

Nu er der måske nogen, der tænker: "Du burde da ikke træne med en brækket tå!". Det var faktisk lige akkurat, hvad min mor sagde så sent som i eftermiddags: "Du kan jo ikke engang gå ordentligt endnu og beklager dig over smerter flere gange dagligt!". Ja ja, jeg kan godt se pointen i det og jeg kan godt forstå, at hun tænker sådan. Men nu er det jo ikke fordi, at jeg er fanatisk, at jeg absolut vil ned og træne, trods at jeg har et brækket legeme. Det er fordi, at jeg savner det - fordi jeg elsker det og fordi at det gør min krop godt. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg ikke har fået styrketrænet sådan rigtigt (jeg har lavet lidt besværede øvelser herhjemme) i over en uge og min krop trænger til det. Den er vant til at træne og derfor føles det helt 'trættende' i kroppen, at den ikke har fået lov til at arbejde, som den plejer. Derudover så  har alt min 'halten' sat sine spor og jeg kan mærke det i især ryg og hofte, at jeg ikke har kunne gå normalt i længere tid. Nu hvor min gang og balance er kommet i bedring, så tænker jeg, at jeg vil give træningen en chance. Jeg er sikker på, at det vil hjælpe på både sjæl og krop!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar