tirsdag den 17. januar 2017

Kul og vitaminer til huden

Som jeg lovede igår i mit indlæg omkring den gavn jeg har haft af min skræddersyede hudplejerutine til problemhud, så vil jeg idag fortælle lidt videre. Igår var fokus på den daglige hudpleje og idag vil jeg fortælle om nogle af de lækre masker, jeg har anvendt over de sidste par uger som supplement til den daglige pleje.


Jeg har især haft god gavn af disse to lækre masker over de sidste par uger, hvor jeg har brugt dem 1-2 gange om ugen. Og faktisk så har jeg kombineret dem, så jeg har haft dem begge på samtidig - bare på forskellige områder af ansigtet.

My Moments Clarifying Deep Cleans Charcoal Mask har jeg anvendt primært i t-zonen og hvor jeg ellers har tendens til, at min hud fedter eller har urenheder. Denne maske er dybderendende og indeholder kul, som renser huden for urenheder og plejer og nærer på én og samme tid. Kulen og kaoliner absorberer toksiner, anden forurening og urenheder fra huden. Økologisk rapsolie beskytter huden med dets rige indhold på E-vitamin. Mandelolie nærer, øger hudens smidighed og blødgør. Økologisk kamilleekstrakt beroliger huden. Økologisk rosenekstrakt renser og opstrammer. Mens aloe vera indeholder vitaminer og mineraler samt fugter. Så huden bliver både renset, blød og fugtmættet med denne maske og det er lige præcis den følelse, man efterlades med.

Den er en smule svær at få vasket af, da den virkelig farver. Men hvis man lige bløder den op med lidt lunkent vand på eks. en svamp, så er det noget lettere. Og jeg føler virkelig, at den får renset igennem, uden at min hud efterlades stram og tør, hvilket jeg ellers ofte har oplevet med rensende masker.

My Moments Boosting Vitamin Gel Mask har jeg brugt i resten af ansigtet. Det er en gennemsigtig gelemaske med rene vitaminekstrakter og mineraler, som både booster huden, fugter og modvirker alderstegn. Økologisk aloe vera fugter, tilfører mineraler og genopbygger huden, mens økologisk rosenekstrakt renser og opstrammer. Derudover indeholder masken en masse gode A- og B3-vitaminer, der stimulerer kollagenproduktioner og er med til at stramme huden op. Hertil er F-vitamin med til at blødgøre og udglatte huden. E-vitaminindholdet er ligeledes med itl at udglatte fine linjer og ekstrakt fra grøn te samt C- og E-vitamin virker antioxiderende på huden. Det er let og lækker og giver et øjeblikkeligt fugtboost, som efterlader huden frisk og klar. Den er super lækker og beroligende på huden eks. efter et bad, hvor huden er blødt op og klar på god og nærende pleje.


Begge masker er super lækre og skønne og til den nette sum af 129 kr. pr. maske på 75 ml., så synes jeg, det er et fund til prisen. Der er til mange gange i de, iøvrigt ret fine og stilrene, tuber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar